Så er tredje omgang af Sculpture by the Sea i Aarhus slut. Fire uger ved havet, i solen, i regnen, i blæsten fik vi aarhusianere, og mange med os. Der blev talt flere sprog derude, og i det hele taget tror jeg – når publikumstallet bliver gjort op – at vi vil sige at det igen i år blev en stor publikumssucces.
Anmelderne var også i det positive hjørne. Der var stort set enighed om, at kvaliteten var højere i forhold til tidligere, og vi er på rette vej frem mod 2017. Da vil borgmesteren nemlig – og det vil sige byen og dets kunstliv – have en skulpturbiennale af internationale dimensioner.
Jeg synes det er en god idé. På det tidspunkt har vi haft ti år og fem udstillinger at øve os på – og jeg skulle lige hilse og sige at det er et stort arbejde og kræver en ganske særlig ekspertise at arrangere noget i den størrelsesorden, så det kræver også et stort tilløb.
Nu er det imidlertid sådan, at vi i Aarhus også vil være landets idrætsby nummer ét, vi vil også have landets bedste folkeskole, vi vil være europæisk kulturby og samtidig vil vi have en havnetunnel. Lutter store ambitioner, men for at det ikke skal ende i varm luft det hele vil jeg gerne medvirke til den gode stemning og give et par råd til byråd, erhvervsliv og hvem det ellers måtte interessere.
Det ene går på økonomien, det andet på den kunstneriske kvalitet. Lad os tage det første først.
Skal man tage alvorligt, at man virkelig mener international format når man siger det, kan man jo begynde med at skele til fx Venedig Biennalen eller det tyske Documenta. Her taler vi om et stående sekretariat mellem udstillingerne (hhv. hvert andet og hvert femte år) og budgetter på tocifrede millionbeløb. Det er den skala der skal spilles i, hvis man vil op i superligaen for “internationalt format”. Jeg siger ikke der her er tale om udelukkende kommunale kroner, langt fra, men man skal ikke være naiv: der skal altså penge på bordet, der skal mange penge på bordet. Hvis Aarhus Kommune fastholder at dets bidrag fortsat skal ligge på 2,5 mill. ser det alvorligt ud, og man kan lige så godt først som sidst ringe til Kulturministeren og aftale et møde. Uden statslig hjælp kommer man ikke nogen vegne med mange ord og 2,5 mill.
Det har været beskæmmende at følge optakten til dette års udstilling. Langt henne i forløbet står man og mangler 4-5 mill., og kun takket være resolut velvillighed fra privat side kommer udstillingen i havn. Sølle 17 mill. drejede det sig om i alt, og man har alligevel haft så stort besvær!
Før man taler alt for meget om internaltinalt format bør man rigtignok overveje om man nu også vil til lommerne når det gælder.
Men sværere bliver det måske med den kunstneriske kvalitet, for det kræver en alvorlig snak over en stærk kop te med både kronprinseparret og samarbejdspartneren i Australien.
Lige et par tal til anskueliggørelse. Godt nok er der 22 nationer repræsenteret i Sculpture by the Sea 2013, men 12 af dem er kun repræsenteret af en enkelt kunstner. Danmark er repræsenteret med 22 kunstnere (hvis vi som jeg gør regner Nina Saunders med som dansker) og det er kun OK hvis vi siger at den slags overrepræsentation må et værtsland godt lave. Men hvad værre er, hele 14 australiere (ud af i alt 63) er langt mere end hvad rimeligt er, hvis – og jeg siger hvis – vi i fremtiden vil tale om en international udstilling, for så meget fylder australsk kunst altså ikke på verdenskortet når vi taler international kvalitet – og det gør vi jo.
Der er et fundamentalt problem i dette samarbejde, og det har andre end mig forholdt sig til. Fx taler billedkunstner og kunstrådsmedlem Birgit Johnsen her i JP-Aarhus den 12. juni om at man, hvis man skal køre videre med konceptet, skal frigøre sig fra det oprindelige i Australien. Der er uforholdsvis mange ansøgte projekter fra netop Australien blandt de 600 indleverede og det er åbenbart ikke altid muligt at komme uden om dem i den dansk-australske jury. Tankevækkende.
Jeg har haft samtlige udstillende kunstnere en tur gennem Google og fundet det interessante, at en god håndfuld – flest australiere – slet ikke så let lader sig finde, og at nogle – når jeg fandt dem – blot viste sig at have to ting på deres CV, nemlig Bondi Beach og Tangkrogen. Se, det går jo ikke. Ikke at der ikke findes nepotisme her i landet, det gør der såmænd nok, men det går ikke af den grund, at hvis man virkelig vil et internationalt format skal der ikke være tvivl på dén front. En jurys afgørelse vil altid være til debat, men det står sløjt til hvis debatten skal stå om dens troværdighed og ikke dens faglige integritet. De pladser som man har til at invitere uden for bedømmelse skal bruges med omhu, dvs. til at invitere de rigtig gode til også at deltage. På den måde sender man et signal, og det vil med garanti højne kvaliteten af det materiale, man får at vælge imellem i den fri konkurrence – kvalitet tiltrækker kvalitet.
Vi har et godt koncept allerede og noget af det bedste i det er at det er så folkeligt appellerende. Nu kunne der jo godt være nogle der mener, at hvis vi strammer op og arbejder hårdt på at sætte kroner og øre på vores ambitioner ryger det folkelige, men det synspunkt hviler simpelthen på en falsk modstilling. God kunst er ikke lig med “svær” kunst – tværtimod. God kunst er ikke fortænkt kunst, god kunst kommunikerer og inddrager, opfordrer måske til modsigelse, skepsis eller modsat til bekræftelse eller ligefrem begejstring. Dårlig kunst derimod udfordrer aldrig til eftertænksomhed og derfor keder den os. Og hvem gider kede sig når alt kommer til alt?