Billedet siger det hele

Den ældre systemmand på jagt efter et medlem af Pussy Riot
Foto: Mikhail Voskresensky

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Patmangel

 

Ordet patmangel var ugens ord i uge 29. Det lyder vulgært, og det er det også. Det dækker over det fænomen, at man i landbruget med åbne øjne er gået ind i at udvikle grise, der som hovedregel kan føde flere smågrise end der er patter til – og det gør de så regelmæssigt. Så regelmæssigt, at det for et års tid kom frem, at hver fjerde nyfødte gris dør af det. Hver fjerde! Det vil sige, at danske landmænd dagligt slæber 25.000 smågrise ud af stalden og direkte til forbrænding. Den lader vi lige stå et øjeblik…

Jeg skrev om det i Aarhus Panelet den gang de tal kom frem, en klumme med titlen »De grådige bønder«. Om det forargelige i landbrugets adfærd, deres grådighed, deres mangel på moral, deres velsmurte propagandamaskine, der har fået os alle til at tro, at dansk landbrugs produkter er bedre end alle andre landes, selv om vi – når vi er turister – godt kan smage, at det er løgn.

Jeg skal ikke gentage mig selv nu, for der er spændende nyt fra landbruget, der fortjener en kommentar.

Min anledning til at skrive om det her tidligere – og årsagen til den megen pressedækning af sagen lige før sommerferien  – findes i en rapport, som blev offentliggjort i slutningen af 2010. Aarhus Universitets jordbrugsvidenskabelige fakultet i Foulum kom med en rapport, der rummede en mildest talt negativ kritik af den strategi, landbruget havde fulgt siden 1993, nemlig at maksimere kuldstørrelsen uden at kere sig om grisens fysiske udrustning i øvrigt – fx antallet af patter. Justitsministeriet nedsatte en arbejdsgruppe der, ud fra den kritiske rapport, skulle komme med anbefalinger til en eventuel ændring af lovgivningen med det formål at komme den høje dødelighed til livs. Formanden for arbejdsgruppen bliver formanden for Dyreetisk Råd Peter Sandøe.

Peter Sandøe er uddannet filosof, og i filosofistudiet er disciplinen etik central. Det har vel været meget medvirkende til hans udnævnelse til formand for Dyreetisk Råd i sin tid, at han ligefrem havde gjort denne disciplin til sit faglige speciale, ja endog var blevet professor på området.

Søndag den 17. juni går han imidlertid af som formand, med øjeblikkelig virkning. Og så på en højhellig søndag.

Sagen var alvorlig, for han havde excelleret i den form for selvantændelse, som tidligere landbrugsminister Henrik Høgh også kunne være ganske ferm til som minister, bare meget værre. Samme søndag havde Dagbladet Politiken nemlig over to hele sider kunnet dokumentere, hvorledes den tidligere etikprofessor havde opført sig ganske og aldeles uetisk, nemlig ved, kort sagt, at lade sig hyre til et privat forskningsprojekt, der havde til formål at drage de absolut modsatte konklusioner end dem, han som formand for justitsministeriets arbejdsgruppe var sat til at forvalte.

Hans nye arbejdsgiver, som han indgik aftale med kun tre måneder efter han havde påbegyndt arbejdet i justitsministeriets arbejdsgruppe, går under det lettere misvisende navn Videncenter for Svineproduktion. Misvisende, fordi det ikke så meget er viden man higer og søger efter, men derimod argumenter. Centret er nemlig landbrugets eget og parat til at sætte ind – som det eksempel vi har fat i her viser – med »videnskabelige« beviser mod enhver kritik, der går landbrugets interesser imod. Således fremgår det også af kontrakten for hans arbejde – som Politiken har fået aktindsigt i – at arbejdet har til formål at »fremskaffe resultater til gavn for dansk svineindustri« med henblik på at »påvirke beslutningstagere og politikere«. Det er da ærlig snak.

Den gode Sandøe kører altså i lang tid med to arbejdsgivere, sideløbende, og det er den historie, Dagbladet Politiken afslørede for fjorten dage siden, og som prompte får ham til at drage den eneste rigtige – jeg havde nær sagt etiske – konsekvens.

Det er en historie, der er trist, vanærende og en påmindelse om, at landbrugets top altid vil løbe om hjørner med os. Og som endnu en gang afdækker den kynisme, der præger toppen i et degenereret erhverv, fuldt af offentlige støttekroner og tømt for enhver moral.

Men nu kan man så forstå at de vil tage skeen i den anden hånd. Og man er på forkant hvad angår Peter Sandøe sagen, for det er en lidt ældre skade man er ved at lappe på, alt imens Sandøe bliver grebet med bukserne nede. Et bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer, Martin Arvad Nielsen, trak sig nemlig fra bestyrelsen, da det kom frem, at politiet var i gang med at optrevle en sag om ulovlig import af gødning og sprøjtegift og det viste sig, at hans navn stod på listen over de 112 landmænd, der er mistænkt for at medvirke i den mafiøse importsag.

Bestyrelsesformanden i Landbrug & Fødevarer hedder Niels Jørgen Pedersen. »Nu kom sagerne om ulovlig import af gødning og pesticider, og dér blev det åbenlyst for enhver, at vi er nødt til at have nogle etiske retningslinjer«, udtaler han til Politiken mens røgen efter Sandøe endnu hænger i luften. Prøv lige at læse den sætning én gang til. Det kan godt være jeg er naiv, men er det nødvendigt at have et sæt etiske regler, der siger at man skal holde loven? Ville det ikke svare til at jeg forsvarede mig med mine – beklageligvis – manglende etiske retningslinjer hvis jeg blev grebet i at stjæle en cykel? Pålægger vi Hells Angels, menneskesmuglere og bankrøvere at udarbejde etiske retningslinjer?

Men bare rolig, det er ikke så meget etikken formanden er ude efter, det er mere omdømmet. I fortsættelse af citatet ovenfor siger han nemlig – ærligt, det må man lade ham – hvad det er der ligger ham på sinde: »Det, der er vigtigt for mig, er, at vi har noget at rette os efter, så vi ikke kommer til at sidde med bestyrelsesmedlemmer, der skader vores omdømme og erhverv.«

Et godt råd herfra – og det skal I få ganske gratis: start med at holde landets love, og opfør jer i det hele taget ordentligt! Det kan nemt vise sig, at det er den bedste måde at sikre indtjeningen, omdømmet og erhvervet på.

Oprindeligt bragt som klumme i JP-Aarhus den 14. august 2012

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Pay Back

Mens redaktøren rykker for en tidligere deadline end ellers (det er helligdagene der plager ham) og jeg spekulerer over emnet for månedens klumme, kommer jeg i tanke om en henvendelse fra en gammel ven. Eller ven og ven, det er måske så meget sagt, egentlig var han min chef, han var akademisk medarbejder med titel af lektor og jeg ung fuldmægtig. Han var godt ti år ældre en mig, og stedet var Aarhus Universitet anno 1984.

Nogle år tidligere var Jysk Åbent Universitet blevet skabt. Han var formand for bestyrelsen og jeg var sekretær. Egentlig var jeg det man kalder daglig leder, men embedsværket på Aarhus Universitet kendte ikke den titel – ikke dengang i hvert fald.

Han var bondesøn fra Sønderjylland og jeg slagtersøn fra Kolding. Der var som sagt mere end ti år i mellem os, dengang var det meget, i dag er det ikke noget at snakke om.

Og pludselig lå der en mail fra ham i min indbakke efter næsten 30 år uden kontakt.  Hvor glad han er for mine klummer, og i særdeleshed for den om udviklingen på Aarhus Universitet (»Hvad sker der på byens universitet?«, søndag den 26. februar 2012) og hvor meget det jeg havde skrevet egentlig var i tråd med det, vi arbejdede med dengang. »Blev helt sentimental og rørt ved din genkaldelse af det Aarhus Universitet, der var en gang,« skriver han og fortsætter » – griber mig sommetider i at være glad for at have forladt det i tide«.

Griber mig sommetider i at være glad for at have forladt det i tide. Den sætning gør mig nysgerrig, og jeg må se nærmere på hans blog, som han henviser til. Jeg finder her – blandt mange videnskabelige artikler, erindringer og debatindlæg – en kort levnedsskildring, hvor jeg især falder over følgende: » Var i en årrække formand for Jysk Åbent Universitet, JÅU. Jeg har arrangeret adskillige nationale og internationale kongresser og konferencer – for såvel fagkolleger som den almene offentlighed, herunder erhvervslivet. Universitetets forpligtelse til at dele sin viden med den øvrige befolkning har altid ligget mig meget på sinde – og har samtidig været en kær fornøjelse.«

Det er jo rigtigt, det var der det slog gnister! Jeg vil nødig lyde alt for selvfed, men bondesønnen og slagtersønnen havde vel fælles følelse af, at det vi var blevet givet, måtte leveres tilbage i en eller anden form. Begge var vi sandsynligvis den første i familien – jeg var i hvert fald – der havde fået en akademisk uddannelse, og det måtte på en eller anden måde leveres tilbage til dem der havde betalt – det vil sige skatteyderne.

Men hvor er det egentlig man kan levere tilbage? Jeg ved ikke om begrebet »folkeoplysning« var særlig meget inde i min bevidsthed i de år, men Jysk Åbent Universitet var gedigen folkeoplysning. Rigtige universitetskurser bragt ud til dem, der ikke var med på uddannelsesvognen fra start. Dem der ikke havde mulighederne eller manglede baggrunden. Folkeuniversitetet var et andet initiativ fra dengang, og sandsynligvis også befolket af sådan nogle som os, der ønskede at give noget tilbage.

Selv var jeg  i 1981 blevet magister i moderne og sammenlignende litteratur, noget som mine forældre, som undervejs  havde oparbejdet en slagterforretning i Kolding, sikkert kun havde meget vage fornemmelser om hvad var, men ikke desto mindre loyalt havde støttet mig i at blive. Vi fra kandidatårgangene i begyndelsen af 80erne blev naturligvis arbejdsløs, men i mere end 12 år var vi en lille flok fra studiet, der fra en adresse i Åbyhøj drev – ulønnet og enten i fritiden eller på understøttelse – et tidsskrift, der efter bedste evne og med hjælp fra mange andre ulønnede, akademisk uddannede skribenter forsøgte at formidle, hvad den nyeste litteratur gik ud på.

Senere blev jeg lektor ved universitetet i Rom i slutningen af halvfemserne – sendt ud af Undervisningsministeriet som led i kulturaftalen mellem Italien og Danmark – og formidlede dansk kultur og sprog til italienske unge i fire år, kom hjem igen til arbejdsløshed og cykelvikariat på Åby Skole, hvor jeg i et halvt år indførte 6.b i dansk og 8.a i tysk grammatik før jeg i 2004 blev leder af Århus Kunstakademi, en institution, der havde som sit erklærede formål, at også ganske almindelige mennesker skulle have mulighed for at få en seriøs kunstnerisk uddannelse.

Men tilbage til nutiden. Nu er det, der var Jysk Åbent Universitet, døbt om til AU Efter- og Videreuddannelse. Fair nok, for det er det jo også. Men navneskiftet signalerer også et holdningsskifte: Nu er hovedvægten lagt på såkaldt kompetenceprofiler, karriereudvikling, ændringsparathed og den slags, og når man skal vurdere sig selv og beskrive hvor god man er, sker det på nogle rent mekaniske kriterier. Anders Correll, der er pressechef på universitetet, for i blækhuset i anledning af min tidligere nævnte søndagsklumme og argumenterede med, at det på undervisningssiden gik strygende fordi man optog stadig flere studerende! Og på forskningen kunne han melde, at en rapport »viste, at forskningen på Aarhus Universitet citeres 45 pct. mere end verdensgennemsnittet… Det er tegn på, at forskningen ved Aarhus Universitet er fremragende« konkluderer han triumferende. Når man overhører, at de studerende på Aarhus Universitet protesterer mod stadige forringelser i undervisningen, kan man vel også mene, at en ren kvantitativ registrering kan afgøre forskningens kvalitet.

Næh, så er der anderledes holdninger til stede på Stanford –  et af verdens førende universiteter, og en  af de universiteter, man har blikket stift rettet mod på AU. For et par uger siden var der inspiration at hente for ledelsen på Aarhus Universitet: Stanford vil nu udbyde samtlige deres uddannelser via internettet og det endda gratis. Når man betænker, at det minimum koster 230.000 kr. pr. år at studere på Stanford er det jo immervæk noget af en gave! Ifølge Dagbladet Politiken (14. maj) udtaler en af idemagerne bag, Andrew Ng: »I dag giver topuniversiteter en fantastisk gave til nogle få mennesker. Nu kan vi nå ud til alle. Verden vil blive et bedre sted«.

Se det er jo en Pay Back der vil noget. Og en holdning der vil noget. En ide om, at det man har fået, forpligter. Faktisk noget, der minder om noget der var engang, her i Grundtvigs og folkeoplysningens hjemland.

Dette indlæg blev oprindeligt bragt i JP-Aarhus den 20. maj, 2012.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sig det med blomster

Jeg har tidligere, her på denne plads i avisen, berettet om min glæde ved at gå tur med hunden i Botanisk Have. En af de ting der gør haven så spændende er nok, at den rummer så mange forskellige træer og blomster, indsamlet over mange år, og omhyggelig forsynet med informerende skiltning. Ordnet i grupper der hører sammen, højland, lavland, tempereret klima, subtropisk.  Denne mangfoldighed gør en tur i haven til en jordomrejse og på grund af de forskellige klimazoner begynder årstiderne tidligere og slutter senere end i det øvrige Aarhus. Foråret strækker sig over et par måneder, efteråret bliver tilsvarende forlænget, og haven går så at sige i vinterhi i flere etaper end naturligt er på disse breddegrader.

Så pludselig en sommermorgen er der plantet et umådeligt stort og umådeligt grimt skilt midt i hele denne herlighed. Hunden vil utålmodigt videre, men jeg må stå foran skiltet i adskillige stunder før jeg fatter budskabet. Det drejer sig åbenbart om skrald, der som bekendt flyder i rå mængder i vores by. Det drejer sig om at holde byen ren, og det skal borgerne hjælpe til med ved at gå ind på en side på Facebook (facebook.com/renbyaarhus) og trykke på den meget omtalte Synes-godt-om knap, og vupti – så vil kommunens flinke folk fra Laura Hays Departement for Ren By så et blomsterfrø. Ét frø for hvert klik.

Jeg synes måske nok, man kunne have gået mere direkte til biddet med den kampagne. Fx bede folk om at tage deres pizzabakker med sig hen til nærmeste affaldsspand, når de er færdige med deres sysler i det offentlige rum, men det er måske en lidt for direkte kommunal kommunikation. Til JPAarhus udtaler Laura Hay den 6. juni sidste år, at hun »ser Facebook som en unik mulighed for at komme i dialog med en masse forskellige mennesker på én gang«.  I skrivende stund har 1.301 borgere benyttet sig af denne unikke mulighed for dialog ved at klikke Synes-godt-om.

Det summer så op i lige så mange blomster. Måske ikke meget, men her er det jo tanken der tæller.

Men ingen kampagne uden succeskriterier: »Det er målet at samle blomster nok til at lave byens flotteste blomsterbed, hvor blomsterne samtidig danner ordet ”tak”«, lyder det fra rådmanden ifølge førnævnte artikel. En rigtig god idé må jeg indrømme, selv om jeg nu ikke lige kan forestille mig, hvor smagfuld resultatet bliver, eller hvem denne tak, sagt med blomster,  er møntet på. Men det er nok bare mig.

Jeg ved heller ikke om Laura Hay nogensinde har været i Botanisk Have, men hvis hun har været der, kan det næppe have undgået rådmandens opmærksomhed, at vi altså allerede har byens flotteste blomsterbed, og det i selvsamme have. På nordsiden af det der kaldes Blomsterdalen, altså ud mod Langelandsgade, ligger nemlig Rosenhaven, og uden at have undersøgt det nærmere, vil jeg tro, at antallet af roser ligger betydeligt over 1.301. Måske skal de endda tælles i mange tusinder.

En rigtig aarhushistorie med en noget nær skizofren rådmand i hovedrollen. Mens hun nu på syvende måned desperat kæmper for at samle klik nok til at danne et  ”tak”, går hun samtidig med en gravko løs på en enestående perle lige midt i Aarhus – med det formål at spare godt 700.000 kroner årligt.

Jo, den er god nok: Rosenhaven skal pløjes op og omgøres til græsplæne, og det samme, og det er næsten værre, skal ske med det florisante og eksotiske stenbed på den anden side af væksthuset, ned mod Den gamle By. Ifølge fagfolk er begge enestående plantesamlinger, også i europæisk sammenhæng.

Nå, men nu skal man jo heller ikke altid give den som sur gammel mand. Det gælder om at se de lyse sider ved hele dette rod, som budgetforhandlinger gav anledning til.

Fx går der rygter blandt os brugere og hundeluftere om, at ganske almindelige mennesker nok får lov at hente fra sten- og rosenbed hvad de ønsker til egen have, inden bulldozerne rykker ind og fjerner både sten og planter. Det er da en både smuk og altruistisk tanke fra kommunens side. Og så er der det, at selv om børnene snart ikke længere kan gå på opdagelse i stenbedet, så får de dog en kælkebakke dér, der nok bliver havens stejleste. Og selv om det botaniske ved Botanisk Have forsvinder, ja så har vi da tilbage en bypark af dimensioner – ikke at vi ikke har sådan nogle nu, men én mere skader ikke.

Og så er der også det, at vi kan glæde os over kommunens nye kommunikationsstrategi. Den har nok ikke været så dyr, for jeg forestiller mig, at et råd er blevet givet, nu englænderne alligevel sad og udgrundede det der Aarhus for progress, og det har uden tvivl lydt noget i retning af »Brug Facebook! Det er oppe i tiden, det taler til de unge og er den ultimative form for moderne borgerinddragelse«.

Det sidste er i al fald rigtigt. Enhver der orker at styre en mus, kan nu klikke ind og tilkendegive, at han eller hun synes godt om de kommunale tiltag. Og dertil indkassere kvittering  for ulejligheden og den konstruktive dialog i form af et ”tak” skrevet med – hvem ved – måske forglemmigej´er.

Bragt som klumme i JP Aarhus den 8. januar

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget | Skriv en kommentar

Død og nedsmeltning – uge 42

Gaddafi er død, bogstavelig talt gravet op af et hul i jorden lige som Saddam Hussein. Det ligner en tradition, så gud ved hvad Ahmedinejad, Kim Il Jong, Mugabe andre lige nu tænker om underjordiske gemmesteder.

Vestlige ledere ånder lettet op. Nu kommer der ikke den retssag i Strasburg, der ville have afsløret alle de rævestreger de, lavede med mellemøstens gale hund, siden han i 2003 gjorde sig lækker og de alle til hobe tog imod den “angrende” terrorist med åbne arme.  Hvad der nu skal ske nu i Libyen og med libyerne står hen i det uvisse – foreløbig ligger det dog fast, at de ikke skal regne med Dansk Folkeparti dernede.

SF er derimod ikke død endnu, selv om de råbløder i meningsmålingerne og centrale folk i Christiansborgtoppen gør alt hvad de kan for at fremkalde en nedsmeltning a la de konservative. Næppe havde SF forladt det berømte tårn i Ørestaden før partiet trak offer-kortet. Fokus blev stift og indædt stillet ind på alt det, man ikke fik med ned fra tårnet.

SF´s top dominerede ugen med en mildest talt bizar adfærd, for der var indbudt til ung fest: Først Thor Möger Pedersen, så Astrid Krag og til sidst politisk ordfører Jesper Petersen tumlede rundt i manegen med et mantra der hed det-er-de-radikales-skyld, og det toppede (foreløbigt, man kan kun frygte mere!) da de begyndte at lyst-fabulere om, at efter næste valg vil der blive dannet en ren rød regering uden de radikale!

Hvis ikke snart Villy stiller op med et boldtræ og får sine folk banket på plads bliver der næppe nogen næste gang. Og hvis Villy ikke selv kan finde ud af det, må han have hjælp af statsministeren. Men a propos: hvor er Villy egentlig henne? Er han ved at løbe ind i den fælde Lene Espersen gik i, da hun mente hun kunne være meget rejsende udenrigsminister og samtidig holde styr på situationen derhjemme? Under alle omstændigheder afsløres der i disse dage stadig flere nuancer af begrebet regeringsduelig.

Og a propos Helle. Hun fik i uge 42 for alvor sin debut på de internationale skrå brædder, og hun førte sig frem med en myndighed, der godt kan få en til at se for sit indre blik, hvordan hun kan betjene sig af et boldtræ. Vi er langt fra Lars Løkkes table banging i Bella Centret under Cop15 Og så kan hun gøre sig forståelig på engelsk.

Og så var ugen der gik også den uge, hvor jeg fik nedlagt min Facebookprofil. Processen tager ca. to uger, får man at vide, men allerede på sjettedagen kunne jeg se fremskridt (uden at logge på, vel at mærke, det må man nemlig ikke hvis man ønsker det hele skal forløbe glat! Logger men af nysgerrighed på inden for de 2 uger, så vupti, er man straks tilbage som bruger).

Fremskridtet bestod deri, at de første dage fik jeg – hvis jeg besøgte en hjemmeside – den besked at jeg kunne være den første af vennerne der “synes om”. Pludselig blev det til at jeg kunne oprette en profil og få lov til at synes godt om (så jeg kunne dupere de nu kommende venner). Nu kunne jeg jo så se, at der var skred i tingene og at min profil lige så stille var ved at syne hen.

Alle kan gøre det. Få opskriften her (den grundige) på engelsk. Eller her på dansk.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Goodbye Facebook

Jeg har i dag lukket min Facebook-konto. Jeg ønsker ikke længere, at min færden på Internettet overvåges af nævenyttige investorer eller gør mig til en del af et “segment” i reklamespam. Her er et par facts:

1. Facebook er registreret under californisk lovgivning, hvis bestemmelser om beskyttelse af privatlivet ikke anerkendes af Danmark eller for den sags skyld EU. Vi har simpelthen andre standarder, og det er der gode grunde til!

2. Facebook gemmer ALT indhold, du lægger ind, og betinger sig copyright til evig tid over det (selvfølgelig vidste jeg det da jeg oprettede min profil, men som FB har udviklet sig forekommer det stadig mere skræmmende – hvor dukker mit indhold pludselig op?)

3. Facebooks tracking-mekanisme er ren Stasi. En person, der befinder sig på en side med en “synes om” knap registreres, også selvom personen aldrig har haft en profil på facebook.com, eller er logged ud fra sin FB-konto. Det er det man kalder cross-site tracking. Se de tekniske detaljer her.

4. Nye “omlægninger” betjener sig af udvidede netværksservices. Se engang, hvor meget information FB kommer til at ligge inde med her.

5. Facebook – og i øvrigt Google, der regsitrerer lige så mange informationer om deres brugere – hævder naturligvis, at de ikke har onde hensigter. Men bag begge firmaer står investorer, der kræver afkast, og ikke idealister, der ønsker at fremme sociale kontakter og mellemfolkeligt samvirke!

Spørgsmålet er så: Hvordan lever vi uden Facebook? Svaret er enkelt: vi gør som vi gjorde engang før 2005, nemlig laver vore egne hjemmesider, laver vores egne blogs, deltager i det hele taget i diskussioner hvor forskellige medier stiller fora til rådighed, og så holder vi styr på det hele ved hjælp af feeds. Dén praksis fremmer mangfoldighed, frihed og privatlivets fred.

Ønsker vi uovervåget trafik af enhver art (blogs, messaging, news, email osv.) bruger vi  TOR og fx TOR Browser Bundle. TOR var det, der tillod Julian Assange at oprette og køre WIKILeaks, og det bruges af millioner af journalister, diplomater og ganske almindelige mennesker, der af den ene eller anden helt legitime grund ikke ønsker at kunne spores.

Man kan også bruge en VPN-forbindelse, se mere her.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Ugen der gik: uge 41

Det mest brugte skældsord i ugen der gik, var nok løftebrud. For oppositionen var der ingen ende på kalamiteterne men Helle havde paraderne oppe og lavede en skelnen – så skarp som en ragekniv – mellem løfter og fremlagt politik. Det sidste er det man vil gennemføre, hvis man kan mønstre 90 mandater, det første er de reelle løfter og dem var der ifølge den nybagte statsminister kun to af, nemlig at bevare 24-års reglen (og dermed tilknytningskravet) og holde fingrene fra boligskatten. Meget subtilt tænkt. Og måske lidt af en efterrationalisering, for den var der nok ikke ret mange der havde opdaget under valgkampen.

Det gør så heller ikke noget, kunne MetroXpres berette torsdag, for den der løftebrudsdagsorden er udpræget en Christiansborg- og medieting. Almindelige mennesker kan godt skelne mellem valgkamp og realpolitik. Man har nemlig lavet en rundspørge (på nudansk kaldet måling) og summerer det hele op under overskriften Flertallet anerkender kompromisets kunst. Så ved vi det. Vælgerne er ikke dumme, de kan lave den samme skelnen som fiffige Helle.

Spørgetid i tinget

Og mens vi er i det politiske hjørne: den nybagte regering skulle yderligere svitses i dens første spørgetid. Onsdag måtte den igennem ikke mindre end 65 spørgsmål fra den ikke mindre nybagte opposition. Rent drilleri, og hvis man var medlem af Liberal Alliance kunne man måske spørge, hvor meget denne frie leg i den parlamentariske elite mon koster skatteyderne – men det gør vi ikke.

Ikke uventet kom Ole Sohn og hans fortid, og Henrik Sass Larsen og den meget omtalte sikkerhedsgodkendelse (eller mangel på samme) i fokus. Det sidste var decideret uintelligent af oppositionen, for den tidligere omtalte parlamentariske elite ved jo godt, at statsministeren har tavshedspligt i den sag, og fordi den var så uintelligent valgt mener jeg også at spore grunden til at netop Søren Espersen var blevet lokket til at stille spørgsmålet.

Den anden ”sag” – den om Ole Sohn – blev da lodret munter, da Helle Thorning-Schmidt i sit svar, ifølge MetroXpres, sagde:  “Jeg har ikke nærmere kendskab til til de omstændigheder, som der i den seneste tid har været beskrevet. Det er forhold, som ligger 20 år tilbage, hvor erhvers- og vækstministeren bestred et erhverv for et andet parti, end det han nu er medlem af.”

Undskyld mig, men sagde hun virkelig det? Bestred et ERHVERV! Er det en fortalelse eller er det endnu et drilleri?

Fiz af, Fiz-Fiz

-det er den korte version af den dom, som Højesteret i denne uge afsagde over en forbryderisk og statsløs palestinenser fra Odense. På trods af kone og 8 børn med opholdstilladelse kan han nu udvises. “Det manglede så sandelig også bare” betroede Pia Kjærsgaard os i TV-Avisen, “det burde allerede Landsretten have afgjort!” Så fik de den gjorde de. Sinkerne henne i Landsretten.

Nu bliver det så spændende og se, til hvilken stat man vil udvise en statsløs. Både Libanon og Syrien har været nævnt. Begge er jo dejlige lande med mange soltimer om året, omend nok begge har en smule problemer lige nu, men eksperter mener at dømte har holdt ferie det ene sted og overvejet at købe bolig det andet. Jeg vil i al fredsommelighed foreslå Tyskland. Jeg kender ikke omtalte Fiz-Fiz, men jeg kan på billederne i fjernsynet se, at han har en frisure der minder om den, tyske fodboldspillere havde langt op i vor tid, og som derfor allerede i min ungsom blev kaldt bundesligahår. Hvis de også i Tyskland opererer med et tilknytningskrav, vil jeg mene at han i hvert fald dér opfylder et.

Viva la France!
Ugens gode nyhed på madfronten kom fra Frankrig. Politiken kunne berette, at den franske regering havde forbudt ketchup i de franske skolekantiner. »Frankrig må være et godt eksempel for resten af verden, når det kommer til  madkvaliteten. Det begynder med børnene«, siger Bruno Le Maire, der er  Frankrigs landbrug- og fødevareminister, i følge Politiken, som har sakset historien fra LA Times. Og formanden for en af de store restautørsammenslutninger kan uddybe: »Der er kantinernes opgave at sikre, at befolkningen har et godt helbred og  også at de bliver dannede. Vi må sikre, at børn bliver bekendte med franske  opskrifter, så de kan give dem videre til den næste generation«.

Og sådan blev så ketchup-forbuddet kædet sammen med dannelse. Det er meget fransk, men det er godt gået!

Steve Jobs – igen igen
Uge 41 blev også ugen, hvor Steve Jobs blev bisat. Derfor denne lille bonus:

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvad foregår der inde i en cykelrytter?

Jeg forstår simpelthen ikke hvordan en cykelrytter er indrettet – altså sådan fysisk.

Tag for eksempel de seneste par dages scenarie i Tour de France.

I forgårs skete der det totalt uventede. På en etape, hvor alle troede der skulle herske stilhed før stormen, dvs. før de rigtig høje alper, stak Contador pludselig af. Ikke på en særlig høj bakke, men dog en bakke. Det udvikler sig dramatisk-, for hans ryk er så voldsomt, at ingen rigtig kan følge med. Det udvikler sig en serie elestik-angreb, sådan nogle hvor Contador laver hul, feltet kommer op, han laver hul igen, feltet kommer møjsommeligt op igen osv.

En sand magtdemonstration. En demonstration af en topform og diamanter i benene som det så poetisk hedder. Kattens leg med musen, og musen er Andy Schleck. Tredje gang Contador rykker, ser vi en Schleck, der træder håbløst firkantet i pedalerne og må give slip – han har simpelthen ikke mere at give af.

24 timer efter er rollerne byttet fuldstændig om. Tres kilometer og to tinder før mål, er det pludselig Schleck, der rejser sig i sadlen og laver et ryk som ingen – og allermindst Conntador – kan svare på. Han laver et togt så stort, at vi skal tilbage til de helt store myter –  Coppi, Merxx, Hinault osv. – for at finde magen til. Den mand der cyklede som en søndagsamatør i går, er herkulisk i sin magtdemonstration i dag og laver en præstation, der for alvor vil rage op i sportens historie og stå til evig tid – i følge Jørgen Leth, og han har nok ret!

Jeg antyder ikke noget, men alligevel: hvad hulen er der sket i mellemtiden?

Kan man komme i tanke om andre sportsgrene, hvor udøvernes formkurve svinger tilsvarende fra dag til dag? Nej vel?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Skod-TV!

Kl. 14 afbryder TV2-nyhederne Tour de France transmissionen for at fortælle, at en bombe er sprunget midt i regeringskvarteret i Olso. Der er ingen reporter på stedet, men man får fat i en derboende dansker, og der følger en slem omgang hvad-følte-du journalistik og hvad-tænkte-du-da-du-hørte-braget.

Kl.16 Igen afbryder man, men der er stadig ikke nogen journalist på stedet, kun flere “øjenvidner”. Nogle bor godt nok på lang afstand, men alligevel, de bor jo i Oslo. Vi hører om hvad de tænkte.

Kl. 18 Stadig ikke nogen journalist på stedet, men endnu flere danskere der er nogenlunde tæt på (og en enkelt nordmand, hvis eneste kvalifikation er, at han er  – netop nordmand). Hvad tænkte de? hvad følte de? En journaliststuderende på ferie kan berette, at han har set en kvinde med blod på begge (!) kinder. Stakkels Cecilie Beck, som er jourhavende. Hun ved jo godt det her er pinligt. Men så er der Niels Brinch! Han er godt nok ikke i Norge og er godt nok kriminalreporter, men alligevel. Hun får presset ud af ham, at det mest sandsynlige nok er, at der er tale om islamiske ekstremister – det siger hans intuition ham. Om det samme kunne ske i Danmark? Det er han overbevist om fra sin udsigtspost i sommerhuset…

Det er simpelthen journalistik til dumpekarakter.

Og det er på en kanal vi nu skal til at betale for.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Frit valg på to hylder

Lars Barfoed fra de konservative er ude i flere medier med en indlysende påstand: danske politikere er for populistiske.

»Efterhånden er det blevet sådan, at en klog politiker er en, der siger det, som de fleste mener. I stedet for en, som siger, hvad politikeren selv mener. Det synes jeg da er et kæmpe problem«, siger han.

Det har han da virkelig ret i. I flere år har S og SF halset efter DF og regeringen efter so-ein-ding princippet, mest synligt i udlændingespørgsmålet og mest tragikomisk i forhold til pointsystemet. Nu står vi så i den situation, at også venstrefløjen i dansk politik mener at både menneskers kærlighed og markedsværdi  skal indplaceres på en pointskala af “samfundet” .

Det efterlader dem, der vil anstændighed med to muligheder: De radikale eller Enhedslisten. Tankevækkende…

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar