Palle Vinther

Det skete med en ordentlig kanonade, da informationschef Benedicte Strøm for et par uger siden afmønstrede 2017-skuden. Nok ikke så meget fordi hun var det  perfekte match til stillingen og derfor et stort tab. Hendes plads er allerede overtaget af det indlysende valg Peter Vestergaard, så det skal nok gå.

Nej, det var mere det hun sagde. Se fx her, citeret efter Berlingske: »Det er én stor rodebutik. Der mangler både strategi og klare mål, og derfor er det helt nødvendigt, at der bliver hevet i håndbremsen, så det ellers helt unikke projekt kommer tilbage på sporet…  jeg håber virkelig, at der bliver lyttet til kritikken. For 2017-projektet skal styres på en helt anden og professionel måde, hvis Aarhus og resten af regionen skal opnå succes.«

Det er jo skrappe sager, men den får mere skrue senere. Berlingske skriver »Hendes kritik gælder både Rebecca Matthews og programdirektør Gitte Just. Ingen af de to har i følge Benedicte Strøm de lederevner og det overblik, som et projekt til anslået en halv milliard kroner kræver.« Citat slut.

Den salut må have givet ganske meget genlyd i bestyrelsen, og formanden, borgmaster Jakob Bundsgaard var da også et par døgn om at reagere. Da han endelig kom med sin kommentar, var den meget forudsigelig. Han er ganske sikker på, siger han til Århus Stiftstidende, “… at det er den helt rigtige duo, bestående af administrerende direktør Rebecca Matthews og programdirektør Gitte Just, som Aarhus har valgt til at stå i spidsen for satsningen.” Citat slut.

Men hvad skulle han ellers sige? Ja, hun har ret, vi tog fejl, vi fyrer både Matthews og Just? Nej vel, bestyrelsen og dens formand hænger på deres valg, men djævelen ligger ofte i detaljen og mellem linjerne. Efter at have slået fast, at borgerne ikke nødvendigvis skal have indsigt i hver en detalje, fortsætter han nemlig »… men budskaberne skal naturligvis foldes ud, så alle har et ret præcist billede af, hvad kulturhovedstaden er, og hvad man kan forvente sig af den.« Citat slut.

Og her er vi ved sagens kerne. Budskaberne er ikke foldet ud, folk ved ikke hvad det går ud på – har i hvert fald ikke et »præcist billede«, og man kan slutte, at informationschefen faktisk ikke har haft noget at informere om, eller i hvert fald ikke har kunnet lokke ud af sine overordnede, hvad der skulle informeres om, og det har – mildest talt – gjort hende en kende frustreret.

Og vi kan gisne videre. Måske har hun sagt det til dem. Måske har de derfor besluttet at hun skulle fyres. Og måske har hun så indset, at hvis ikke hun kom dem i forkøbet, ville hun ikke få spalteplads til sine frustrationer.

Hvad ved man?

Ja man ved i hvert fald, at man ved at vrage Trevor Davies og tage to »udefra«, har man sendt et klart signal til Matthews og Just om, at man ønskede noget andet, end det Davies stod for. Han brugte et par år på at få Aarhus valgt som europæisk kulturhovedstad og guderne skal vide, at han var ude i alle hjørner for at få mobiliseret byen og kulturaktørerne. Jeg havde selv glæden af at deltage i to workshops ud af en snes stykker, lavede SWOT analyser, kom med input og visioner, definerede fjender og venner (som man jo skal i den slags analyser) sammen med ligesindede, og når vi forlod lokalet var væggene fyldt med gule post-it sedler og alle mulige svar blæsende i vinden – men ingen klare konklusioner. Alle bolde var i luften i et omfang, som kun Kaospiloter kunne være trygge ved.

Byen blev i disse forløb kortlagt, græsrødderne og de professionelle talte sig røde platter til på halsen af iver efter at give deres besyv med, og alle følte at dette her også var deres projekt. Det var Trevor Davies´ specielle evne. At rive folk med, at give dem en eller anden fornemmelse af samhørighed med projektet.

Men nu skal der leveres. Og der er tavshed fra leverandørerne.

Man kan ikke fortænke alle dem, der var med den gang, i at være frustrerede. Når jeg taler med alle de repræsentanter fra »miljøerne«, alle vi der mødtes den gang, så er det hyppigst stillede spørgsmål »hvad sker der?«. Og når jeg nu kigger på det udefra, kan jeg stille mig selv det samme spørgsmål. Hvad sker der egentlig ud over at Folketinget tøver og at der dermed er usikkerhed omkring nogle hjørner af økonomien?

Bundsgaard må også have en snigende fornemmelse af, at der måske ikke sker noget særligt, for han griber til det samme politikerkneb, som vi har set så ofte, når befolkningen vil noget andet end politikerne, nemlig det, der går på melodien »vi har ikke være gode nok til at forklare…« – jævnfør hans udtalelser til Århus Stiftstidende, som er citeret ovenfor.

Nu er jeg ikke tilhænger af den aarhusianske selvglæde, der synes at mene, at alt der kommer fra Aarhus er godt og alt udefra er skidt, men set i lyset af det store arbejde , der blev foretaget før vi indleverede ansøgningen, er det måske ikke særlig heldigt, at man ikke i den nye ledelse besidder den  helt store viden om det, som netop Trevor Davies´ arbejde gjorde alt for at inddrage – ja næsten gjorde til det væsentligste af de bærende elementer – nemlig det lokale.

Set i bakspejlet lignede hans strategi næsten den, som man i London anlagde, da man blev valgt til at holde de olympiske lege, nemlig at gøre denne event til en løftestang for skabelsen af helt nye bydele og en helt ny infrastruktur i byen. På samme måde kunne man godt se hans strategi. At mobilisere det lokale kulturliv på en måde, så det efter 2017 aldrig igen blev helt det samme – i god forstand!

Og lad mig så slutte af med et citat, som Trevor Davies afleverede, da Århus Stiftstidende ringede til ham i Glasgow for at få en kommentar til den opståede misere omkring Benedicte Strøm.

»Kulturhovedstadsprojekter egner sig ikke til topstyring«, sagde han. »Det bliver kun en succes, hvis det bygger på borgernes medejerskab og alles engagement.«

Kulturbyprojekter ved han noget om, så dén lader vi lige stå et øjeblik.

Indlægget blev oprindelig bragt i JPAarhus den 9. marts 2014