For tiden har jeg et rigtig godt udsyn til noget, der ligner et computerspil fra dengang far var dreng. Jeg kan skue det fra mit dagligstuevindue, hvor jeg kan se Arne Jacobsens statelige rådhustårn og følge nogle blå og røde bobler der kravler på tværs af tårnet – somme tider støder de sammen og forsvinder i hinanden, somme tider er det kun den ene der kommer helskindet ud af sammenstødet og forbliver den samme som før.
Flot og underholdende er det, selv om den dybere mening fortaber sig.
Men så kan jeg forstå, at lysshowet er en slags installationskunst, der synliggør kommunikationen mellem borgere og kommune. Forklaringen fik jeg i Århus Onsdag. »Rådhuset lyser af kunstnerisk demokrati«, skriver avisen nemlig, og under den kryptiske overskrift kan man læse, at de farvede kugler symboliserer antallet af henvendelser til kommunen: »Hvid er, når en henvendelse `fødes´ eller `dør´ i systemet, altså når den bliver oprettet eller afviklet. »Rød er henvendelser til kommunen og blå er svar fra kommunen« fortæller Henrik Korsgaard der er en af bagmændene bag projektet og han fortsætter: »`City Bug Report´ [som projektet kaldes, min tilføjelse] er abstrakt kommunikation, der skal vække nysgerrigheden i århusianerne og forberede dem på mere lignende kommunikation, hvor borgerne let kan henvende sig til byens beslutningstagere og få hurtig respons.«
Ja, jeg skal da love for at de får hurtig respons! Næppe er der dukket et rød henvendelse op på løbebåndet før det resolut bliver torpederet af en blå – altså prompte svar og ikke alene det! Faktisk har jeg bemærket, at aktiviteten er størst i de sene aftentimer eller endog i nattetimerne. Der må simpelthen være mange borgere i denne by der ligger søvnløse og i stedet for at kaste sig hvileløst rundt i lagnerne lige afleverer en salut til kommunen om skolelukninger, uregelmæssigheder i renovationen og hvad der ellers kan martre en borger om natten. Og der må være mange embedsmænd som sidder dirrende af iver efter at svare indenfor et minut, for de blå kugler svirrer lystigt af sted i natten.
Jeg vil nødig være sådan en sur en, der altid skal finde håret i suppen. Når jeg synes, at der er alt for få af de hvide – altså dem, der markerer at en henvendelse fødes eller afsluttes – vælger jeg derfor at tro, at det sandsynligvis skyldes, at man som borger og kommune her i byen let vinder sympati for hinanden, og at henvendelser derfor oftest udvikler sig til chattende venskaber, og det er helt i orden, nej, bedre endnu: det er rigtig godt! Og på samme måde vil jeg heller ikke være nogen lyseslukker (ha! Fik I den?) og bore dybere i en iagttagelse jeg mener at have gjort, nemlig at der er flere svar end henvendelser, altså flere blå end røde kugler. Det ville jeg aldrig insinuere offentligt.
Men det modsatte, altså flere henvendelser end svar, er der til gengæld andre der har haft inde på livet på det sidste. Man kunne fx for en uges tid læse i nærværende avis, at der er en hård kritik flere steder fra om det manglende demokrati i kommunen. Lige så alerte som det boblende blå embedsværk på rådhustårnet er politikerne i kommunen nemlig langtfra – hverken i dag- eller nattetimerne.
»Vi har inviteret politikere til 25 møder, men vi er ikke en eneste gang blevet inviteret til noget«, siger fx Rune Engelbrecht Larsen i JP-Aarhus (27. nov.) om forløbet omkring Rundhøjskolens lukning, som han er centralt placeret i som talsperson for forældregruppen.
Ud over skolelukninger har flere meget konfliktfyldte sager fyldt godt op i den offentlige debat på det sidste. En kunstgræsbane i Risskov eller planerne om at bygge en institution på den grund i Sølystgade hvor Beboernes hus ligger, for nu blot at nævne et par stykker. Fælles for alle disse sager er, at de, der egentlig er de første der skulle inddrages, næsten enslydende kan melde om enten besværlig eller slet ingen kontakt, og meget samstemmende kan fortælle om en fornemmelse af, at tingene allerede er kørt inde i politikernes hoveder når de kommer til borgernes kendskab.
Det er ellers ikke fordi Aarhus Kommune ikke har de gode intentioner, og de er endda fældet ned på papir og mangfoldiggjort både på tryk og på nettet. De er vedtaget i byrådet og samlet i `Århusmodel for Borgerinddragelse´ og er, som man kan se, fra før vi genopfandt dobbelt-a´et i bynavnet, nemlig 2004. Aarhusmodellen taler om, at målet med en politik for borgerinddragelse er at forbygge konflikter mellem borger og myndigheder og sikre at dialogen mellem kommune og borger foregår ligeværdigt og i åbenhed.
Hvad angår ligeværdighed og åbenhed er der altså lang vej hjem, hvis man skal tro på de borgere, der har skreget sig hæse i forsøget på at råbe politikerne op – og hvorfor skulle man ikke tro på dem? Et par af toppolitikerne, bl.a. kulturrådmand Marc Perera Christensen, har da også været mand nok til at indrømme, at der er noget galt. »Jeg synes, at det går rigtig dårligt med borgerinddragelsen. I de sager, der pludselig bliver politiske og ender i byrådet, er vi dårlige til at lytte. Rundhøjskolen er et skræmmende eksempel.«
Skræmmende, ja netop. For var det ikke lige dér, at borgmesteren udtalte noget i retning af, at der selvfølgelig var en borgerinddragelse i gang, men at den intet ville kunne ændre i beslutningen om at lukke skolen? Og også skræmmende at politikerne efter at have øvet sig siden 2004, altså i 8 år, endnu ikke har lært det. På baggrund af den arrogance de har kørt frem med i de her sager, er det 8 år gamle skrift lige så meget varm luft og abstrakt kommunikation som de emsige bobler på tårnet er lidt for selvfede efter min smag.
Indlægget er oprindeligt bragt som en klumme i JP-Aarhus den 3. december 2012