Jeg har aldrig nogensinde været det man kalder first mover – altså sådan en af dem, der fornemmer noget nyt næsten før det sker, straks reagerer og efterfølgende bliver alle andres idol.
Nej, desværre ikke. Og denne gang kom jeg igen ret sent. Jeg meldte mig nemlig først i flokken af eks-rygere da den var blevet så stor, at den var blevet majoritet – og dermed norm. Nu da tre ud af fire danskere ikke ryger, er det blevet mainstream, som det så smukt hedder på nudansk.
Må jeg ikke skynde mig at sige, at min beslutning om at tilslutte mig det voksende flertal hverken skyldes skrækkampagnerne fra Sundhedsstyrelsen eller Kræftens Bekæmpelse – begge er mig for emsige, og det skyldes heller ikke en lige så emsig Aarhus Kommune, for der er jeg ikke ansat.
Nej, jeg har droppet rygningen nærmest på trods af alle mørkemænd og -kvinder, simpelthen fordi nok er nok. Jeg fyldte 60 omkring juletid, og kunne godt regne mig frem til, at eftersom jeg var startet med at ryge da jeg var omkring de 15, havde jeg nu været ryger i ca. 45 år. En ret skræmmende tanke.
Problemet var nok snarere, at jeg fornemmede, at kroppen ikke rigtig ville være med længere. Tobakken smager rigtig godt og dagens første hvæs (og sommetider også dagens sidste) er en nydelse, som slet ikke kan beskrives for folk der aldrig har prøvet. Men tungheden i hovedet, den ru hals og de pivende bronchier (for slet ikke at tale om trappen op på tredje sal) kom efterhånden til at fylde mere og mere i forhold til de positive ting.
Jeg har hørt folk sige, at det, der fik dem til at stoppe, mest var det der med, at det bliver mere og mere besværligt at få sig en smøg. Det kan jeg slet ikke se som noget problem. Vi rygere har det (undskyld, havde det) lige som jeg forstiller mig alkoholikere har det, for de kan altid finde vej til en brandert.
Som ryger »læser« man nemlig lynhurtigt omgivelserne og omstændighederne. Er det her et sted hvor man skal ryge sig halvt fordærvet inden man går ind, for mødet tager garanteret 2 timer uden pause, eller er det et sted, hvor man lige klapper hesten undervejs og du kan nå ned i forhallen og ud, mens de andre tager sig en kop kaffe med kage? Er det her hjem et sted, hvor du kan ryge inden døre – i køkkenet? Under emhætten? – eller skal du helt ud på altanen? Man scanner mulighederne, er snart en erfaren rotte – og finder udveje.
Guderne skal vide, at jeg har tilbragt mangen en god stund med ligesindede på altaner, i carporte, under emhætter, og det har både været udendørs i januarfrost og i lyse sommernætter. I fælles glæde over …, ja fællesskabet: vi er måske nok forskellige, men én ting har vi at være sammen om, nemlig det hvæs, der gør os så godt, som giver det hele kulør, bryder kedelige møder, arbejdsdagen og lystige fester op – på hver sin måde, forstås – og giver fornyet energi til både det ene og det andet.
Men altså: kroppen kan nu melde, at det hele ikke er fis og ballade. At man måske spiller hasard med sin senior-tilværelse eller måske ligefrem sin alderdom.
Man ser børn, børnebørn og svigerbørn for sig, på rad og række. Og tager endelig sin beslutning.
Det, der så det pludselig går op for en, er at det der med at ryge ikke bare er en kultur man er en del af. Nej, egentlig rækker det langt videre for det er jo blevet en meget væsentlig del af ens identitet. Og hvordan skifter man lige sådan en i sit livs efterår, som det så poetisk hedder?
Jeg kan kraftigt anbefale en rygestop-konsulent!
Jeg har det ikke godt med konsulenter i al almindelighed, men Sarah var godt nok anderledes. Hun er min læges sygeplejerske og blev nærmest påduttet mig, fordi han mente, at både blodtryk og kolesterol ville have godt af det. Og ligesom man aldrig skal stole på en mager kok, skal man heller aldrig stole på en rygestopkonsulent der ikke selv har røget. Men det har Sarah, og dér viste det sig, at vi var på bølgelængde. Hun vidste helt klart, hvad det drejede sig om, og måske især det der med identiteten, det at definere sig selv som ryger. Og om, hvad man så lige gør når man står der og ikke længere skal med ud på altanen eller ned fra tredje og ud.
Man er jo ret beset helt alene med det identitetsprojekt, men man kan få opbakning og ros (HUSK: ros altid en afhoppet ryger! Selv flere år efter, vi har behov for det!). Man kan få mentale redskaber og gode råd af sin rygestopkonsulent, og man kan se sig om og lægge mærke til, hvordan andre egentlig gør, men der er ikke noget så uhåndterligt i denne verden som ens egen psyke – skulle jeg hilse og sige.
Og er man over de første dage, er der faktisk også fra naturens side lagt små belønninger ud til én. Faktisk allerede 20 minutter efter, at man har slukket sin smøg! Jeg citerer fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside: efter 20 min: Blodtryk og puls normal. Efter 1 døgn: Risiko for blodpropper mindsket. Efter 2 døgn: Du kan smage og lugte bedre (passer ikke. Jeg har altid kunne lugte og smage godt). Efter 3 døgn: Bronkierne begynder at slappe af (det passer! De piver ikke mere). Efter 2-12 uger: Kredsløbet forbedres gradvist (venter spændt). Efter 3-9 måneder: Huden får nu rynker i normalt tempo (men forsvinder de gamle mon? – venter spændt). Efter 1-2 år: Risikoen for blodpropper er halveret (se det er jo interessant!). Efter 5-10 år: Risikoen for blodpropper er som hos en, der aldrig har røget (se nu nærmer vi os!). Efter 10 år: Risikoen for lungekræft er halveret i forhold til rygere (ja, ja det er ikke så ringe endda).
Men træerne vokser ikke ind i himmelen, hjemmesiden er ikke særlig munter, og hvert tiår har sin pest: I halvfemserne var det aids, i nullerne rygning og i tierne bliver det makkerparret Fedme & Motion. Mit råd er: Slap af og lev fornuftigt! Der er ikke den ting, du ikke kan dø af, og de, der laver skræmmekampagnerne, er enten Kræftens Bekæmpelse eller Sundhedsstyrelsen, og begge er afhængige af donationer og øgede bevillinger – så de har deres grunde.
Og lur mig, om de ikke lige om lidt kommer med partiklerne, for det der med røg kan der godt klemmes lidt mere ud af. Der sidder nemlig partikler af røg i tøjet når du har røget. Gør dig derfor til en vane at skifte tøj hver gang du har været sammen med en ryger.
Nej, endnu bedre: undgå så vidt muligt at være sammen med en ryger…
[Oprindeligt publiceret som klumme i JP-Aarhus den 2. september 2012]