Gaddafi er død, bogstavelig talt gravet op af et hul i jorden lige som Saddam Hussein. Det ligner en tradition, så gud ved hvad Ahmedinejad, Kim Il Jong, Mugabe andre lige nu tænker om underjordiske gemmesteder.
Vestlige ledere ånder lettet op. Nu kommer der ikke den retssag i Strasburg, der ville have afsløret alle de rævestreger de, lavede med mellemøstens gale hund, siden han i 2003 gjorde sig lækker og de alle til hobe tog imod den “angrende” terrorist med åbne arme. Hvad der nu skal ske nu i Libyen og med libyerne står hen i det uvisse – foreløbig ligger det dog fast, at de ikke skal regne med Dansk Folkeparti dernede.
SF er derimod ikke død endnu, selv om de råbløder i meningsmålingerne og centrale folk i Christiansborgtoppen gør alt hvad de kan for at fremkalde en nedsmeltning a la de konservative. Næppe havde SF forladt det berømte tårn i Ørestaden før partiet trak offer-kortet. Fokus blev stift og indædt stillet ind på alt det, man ikke fik med ned fra tårnet.
SF´s top dominerede ugen med en mildest talt bizar adfærd, for der var indbudt til ung fest: Først Thor Möger Pedersen, så Astrid Krag og til sidst politisk ordfører Jesper Petersen tumlede rundt i manegen med et mantra der hed det-er-de-radikales-skyld, og det toppede (foreløbigt, man kan kun frygte mere!) da de begyndte at lyst-fabulere om, at efter næste valg vil der blive dannet en ren rød regering uden de radikale!
Hvis ikke snart Villy stiller op med et boldtræ og får sine folk banket på plads bliver der næppe nogen næste gang. Og hvis Villy ikke selv kan finde ud af det, må han have hjælp af statsministeren. Men a propos: hvor er Villy egentlig henne? Er han ved at løbe ind i den fælde Lene Espersen gik i, da hun mente hun kunne være meget rejsende udenrigsminister og samtidig holde styr på situationen derhjemme? Under alle omstændigheder afsløres der i disse dage stadig flere nuancer af begrebet regeringsduelig.
Og a propos Helle. Hun fik i uge 42 for alvor sin debut på de internationale skrå brædder, og hun førte sig frem med en myndighed, der godt kan få en til at se for sit indre blik, hvordan hun kan betjene sig af et boldtræ. Vi er langt fra Lars Løkkes table banging i Bella Centret under Cop15 Og så kan hun gøre sig forståelig på engelsk.
Og så var ugen der gik også den uge, hvor jeg fik nedlagt min Facebookprofil. Processen tager ca. to uger, får man at vide, men allerede på sjettedagen kunne jeg se fremskridt (uden at logge på, vel at mærke, det må man nemlig ikke hvis man ønsker det hele skal forløbe glat! Logger men af nysgerrighed på inden for de 2 uger, så vupti, er man straks tilbage som bruger).
Fremskridtet bestod deri, at de første dage fik jeg – hvis jeg besøgte en hjemmeside – den besked at jeg kunne være den første af vennerne der “synes om”. Pludselig blev det til at jeg kunne oprette en profil og få lov til at synes godt om (så jeg kunne dupere de nu kommende venner). Nu kunne jeg jo så se, at der var skred i tingene og at min profil lige så stille var ved at syne hen.
Alle kan gøre det. Få opskriften her (den grundige) på engelsk. Eller her på dansk.