Bo Lidegaard har helt ret når han i Politikens leder i dag søndag peger på at ingen – heller ikke Strauss-Kahn – er skyldig, før han er dømt.
At pressen gik i selvsving over sagen er der ingen tvivl om. Storheds fald er altid godt pressestof, og når en hvid og magtfuld mand fældes af en sort og fattig kvinde (og historien dertil rummer visse pikanterier) er der rigtig lagt op til fredags-slik og Disneysjov i medierne.
I den europæiske presse er der i disse dage selvransagelse og storvask. I Frankrig derimod går der nu totalt i selvsving i den. Brede kredse (som det hedder) ser nu en mulighed for at rehabilitere Strauss-Kahn i en grad, så han næsten allerede er kåret som det socialistiske partis præsidentkandidat – bare man lige kan få skubbet tilmeldingsfristen for kandidater en fjorten dages tid og dermed komme bagom næste retsmøde, som – forstår man – vil frikende manden endegyldigt.
Men frikende for hvad? Bliver han igen en stor statsmand af en frikendelse? Kan man fæste lid til en mand der gavmildt har spredt sin sæd ud over et par stuepigetrusser -. med eller uden stuepigens samtykke – på et tilfældigt hotelværelse?
Ligner han ikke snarere et udsat offer for afspresning og konspiration i al fremtid – også selv om han blot skulle blive valgt som formand for et ældreråd på det lokale plejehjem?