En af de STORE ting ved at omgås børn – børn, børnebørn eller bare almindelige børn – er at man bliver udsat for dumme spørgsmål.
Evnen til at stille dumme spørgsmål mister de i ca. ti-års alderen. Derefter er der kun almindeligt voksensnak tilbage de næste firs år.
Hvorfor larmer vandet i elkedlen de sidste grader op mod kogepunktet, hvorfor får man sår når man har slået sig, hvor er der koldest i et køleskab – øverst eller nederst, hvornår kan man lave en snebold, og hvorfor kan vi ikke lave snebolde nu i dén her sne, hva´ hva´ hva´?
Og i øvrigt: det vand vi drikker fra hanen lige nu, det faldt faktisk ned som regn for ca. 30 år siden – en simpel lektion i grundvandscyklussens mysterier!
Som far, mor, forælder, bedsteforælder, pårørende eller bare forbipasserende har du pligt til at være informeret om det meste, hvis du omgås mindreårige medmedborgere.